Mecklenburg

Navnet Mecklenburg kan føres tilbage til borgen Mecklenburg nær Wismar. Navneformen Mikelenburg er belagt fra 10. århundrede. Navnet er traditionelt blevet fortolket som en betegnelse svarende til "stor borg", men navnets sproglige oprindelse er omdiskuteret.

Borgen var centrum for det obotritiske fyrstedømme, og navnet blev efterhånden overført til det område, der blev regeret af den mecklenburgske fyrsteslægt. Fyrsteslægten førte sin sikre stamlinje tilbage til den obotritiske fyrste Niklot, der døde i 1160.

Mecklenburg ligger i det nordtyske lavland mellem Lübeck og Pommern og strækker sig fra Østersøkysten mod syd til områderne omkring Elben.

Landskabet er præget af istidsdannelser med moræner, bakker, skove, heder og et stort antal søer. En stor del af området ligger på den Baltiske Højderyg og dens nordlige forland.

Blandt de største søer er Müritz, Schweriner See, Plauer See og Tollensesee. Müritz er med et areal på omkring 110 km² Tysklands største sø, der ligger helt inden for landets grænser.

De vigtigste floder er blandt andre Warnow, Elde, Peene og Stepenitz. Elde forbinder flere af Mecklenburgs søer med Elben, mens Warnow løber gennem Rostock til Østersøen.

Kysten er præget af lavvandede bugter, sandstrande, klitter og enkelte mere markante kyststrækninger. De vigtigste naturlige havne findes ved Wismar og Rostock.

De slaviske fyrstedømmer

I århundrederne efter folkevandringstiden blev området befolket af vestslaviske folk. I det vestlige Mecklenburg var obodritterne den vigtigste politiske magt. Deres område omfattede blandt andet området omkring Mecklenburg, Schwerin og de østlige områder frem mod Peene.

I 1100-tallet blev Mecklenburg inddraget i de saksiske hertugers og de tyske rigsfyrsters ekspansion mod de slaviske områder syd for Østersøen. Henrik Løve førte i 1160 et stort felttog mod obotritterne, hvor deres fyrste Niklot faldt.

Niklots søn Pribislaw fortsatte kampen, men sluttede senere fred med Henrik Løve. I 1167 fik Pribislaw en stor del af det tidligere obotritiske område tilbage som len. Han antog kristendommen og blev stamfader til den senere mecklenburgske fyrsteslægt.

Pribislaws regering regnes normalt som begyndelsen på den egentlige middelalderlige statsdannelse Mecklenburg. Han grundlagde blandt andet det første mecklenburgske kloster i Althof, forløberen for Kloster Doberan.

Tysk bosættelse

Under Pribislaws efterfølgere voksede den tyske indvandring til området. Tyske bønder, håndværkere, købmænd og adelige slog sig ned i Mecklenburg, samtidig med at de slaviske befolkningsgrupper gradvist blev integreret i den tyskprægede middelalderlige samfundsstruktur.

Denne udvikling var en del af den bredere Ostsiedlung, hvor tyske bosættere slog sig ned i store dele af det østlige og nordøstlige Centraleuropa.

I løbet af 1200-tallet udviklede Mecklenburg sig til et tysk fyrstedømme med flere dynastiske linjer. De vigtigste var linjerne Mecklenburg, Werle, Rostock og Parchim-Richenberg.

Dansk indflydelse

I slutningen af 1100-tallet kom Mecklenburg under stærk dansk indflydelse. Heinrich Borwin I og andre mecklenburgske fyrster anerkendte i perioder den danske konges lenshøjhed.

Den danske kong Knud 6. blandede sig aktivt i forholdene i Nordtyskland, og hans efterfølger Valdemar Sejr videreførte den danske ekspansion. Den danske magt blev imidlertid svækket efter Valdemars tilfangetagelse i 1223 og det danske nederlag ved Slaget ved Bornhöved i 1227. Herefter blev Mecklenburg igen tættere knyttet til det tysk-romerske riges fyrstelige struktur.

Det er derfor mere præcist at beskrive perioden omkring 1180–1227 som en tid med dansk lenshøjhed og politisk dominans end som en ubrudt dansk besættelse eller direkte dansk administration af hele Mecklenburg.

Efter de første delinger af landet i 1200-tallet opstod flere sidelinjer af den mecklenburgske fyrsteslægt. Nogle af disse uddøde i løbet af 1300- og 1400-tallet, hvorefter deres områder blev samlet igen.

I 1314 tilfaldt Rostock-linjen den mecklenburgske hovedlinje, og Parchim-Richenberg-linjen var ligeledes uddød. Werle-linjen bestod længere, men uddøde i 1436, hvorefter dens områder tilfaldt hovedlinjen.

I 1347 blev de mecklenburgske fyrsters områder gjort til umiddelbare rigslensområder. I 1348 ophøjede kejser Karl 4. Albrecht II og hans bror Johan I til hertuger og rigsfyrster. Mecklenburg blev dermed formelt et hertugdømme inden for Det tysk-romerske rige.

I 1300- og 1400-tallet spillede Mecklenburg en betydelig rolle i den nordtyske og østersøiske politik. Hertug Albrecht II knyttede forbindelser til Sverige, og hans søn Albrecht af Mecklenburg blev konge af Sverige i 1364. Han blev senere besejret af Margrete 1. og taget til fange i 1389.

I 1419 blev Universitetet i Rostock grundlagt. Universitetet blev et vigtigt lærdomscenter for Mecklenburg og det nordtyske område.

Reformationen nåede Mecklenburg i første halvdel af 1500-tallet. Den lutherske lære fik efterhånden stærk støtte blandt både fyrster og stænder, og i 1549 blev den evangelisk-lutherske kirkeordning anerkendt i landet.

I 1550'erne blev Mecklenburg delt mellem hertug Johan Albrecht 1. og hans bror Ulrik. Delingen førte til en vestlig og en østlig del med henholdsvis Schwerin og Güstrow som centrale residensbyer.

Efter flere dynastiske ændringer blev landet i 1621 permanent delt mellem Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow. De to områder havde fortsat fælles stænderforsamling, men blev regeret af forskellige linjer af den mecklenburgske fyrsteslægt.

Under Trediveårskrigen forsøgte Mecklenburgs hertuger i begyndelsen at bevare neutraliteten. Landets strategiske placering mellem Brandenburg, Danmark, Sverige og det tysk-romerske riges øvrige områder gjorde dette vanskeligt.

Efter de danske styrkers indgriben i krigen blev hertugerne af Mecklenburg afsat af kejser Ferdinand 2.. I 1628 blev hertugdømmerne overdraget til den kejserlige hærfører Albrecht von Wallenstein, der gjorde Güstrow til residens.

Wallensteins herredømme blev kortvarigt. Efter den svenske kong Gustav 2. Adolfs indgriben i 1630 blev de mecklenburgske hertuger genindsat.

Krigen medførte omfattende ødelæggelser i Mecklenburg. Ved Den Westfalske Fred i 1648 måtte Mecklenburg afstå Wismar samt områderne omkring Poel og Neukloster til Sverige. Til gengæld modtog hertugerne de tidligere bispedømmer Schwerin og Ratzeburg som verdslige territorier.

Den mecklenburgske deling blev ændret efter at linjen Mecklenburg-Güstrow uddøde i 1695.

Efter en langvarig arvekonflikt blev der indgået forlig i Hamburg den 8. marts 1701. Det såkaldte Hamburger Vergleich oprettede den nye linje Mecklenburg-Strelitz, mens den øvrige del af Mecklenburg forblev hos linjen, der senere blev kendt som Mecklenburg-Schwerin.

Mecklenburg-Strelitz bestod hovedsageligt af fyrstendømmet Ratzeburg og herredømmet Stargard med områderne omkring Neustrelitz. Mecklenburg-Schwerin omfattede størstedelen af det øvrige Mecklenburg.

De to stater beholdt flere fælles institutioner, blandt andet stænderforsamlingen. Delingen blev derfor ikke en fuldstændig opløsning af Mecklenburg som historisk område.

I begyndelsen af 1700-tallet blev Mecklenburg desuden ramt af Store Nordiske Krig. Svenske og danske styrker opererede i området, og slaget ved Gadebusch i 1712 fandt sted i Mecklenburg-Schwerin.

Mecklenburg var i 1700- og 1800-tallet præget af et stærkt godsejersamfund. Riddergodserne havde stor politisk og økonomisk indflydelse, og forholdet mellem hertugerne og stænderne var præget af tilbagevendende konflikter.

I 1755 blev der indgået et arveforlig i Rostock, som blandt andet regulerede forholdet mellem fyrsterne og stænderne.

Under Napoleonskrigene blev Mecklenburg besat af franske tropper. Mecklenburg-Schwerin blev i 1808 medlem af Rhinforbundet, mens Mecklenburg-Strelitz i højere grad søgte at bevare sin selvstændige position.

Efter Napoleonskrigene blev begge Mecklenburgske stater ved Wienerkongressen i 1815 ophøjet til storhertugdømme.

Livegenskabet blev afskaffet i Mecklenburg i 1819.

I 1800-tallet fortsatte Mecklenburg som to separate monarkier, Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Strelitz. Begge var medlemmer af Det Nordtyske Forbund fra 1867 og af Det Tyske Kejserrige fra 1871.

Novemberrevolutionen i 1918 førte til de mecklenburgske monarkiers fald. Storhertug Frederik Frans 4. abdicerede den 14. november 1918.

Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Strelitz blev derefter republikanske tyske delstater. De to lande fortsatte dog med at eksistere separat i Weimarrepublikken.

I 1932 opnåede NSDAP et stærkt resultat ved landdagsvalget i Mecklenburg-Schwerin, hvor partiet blev den største gruppe. Mecklenburg-Strelitz havde ligeledes en stærk højreorienteret og nationalsocialistisk bevægelse.

I 1934 blev Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Strelitz slået sammen til ét tysk land, Mecklenburg, som led i naziregimets centralisering af den tyske statsstruktur.

Under Anden Verdenskrig var Mecklenburg en del af Nazityskland. Efter krigens afslutning i 1945 kom området under sovjetisk besættelse.

Det tidligere Mecklenburg blev i den sovjetiske besættelseszone reorganiseret som landet Mecklenburg. Området blev udvidet med dele af det tidligere Pommern, herunder dele af det østlige område omkring Stettin-regionen, mens de tidligere tyske områder øst for Oder-Neisse-linjen blev overført til Polen.

I 1949 blev Mecklenburg en del af DDR. Landet blev i 1952 opløst som led i DDR's administrative reform og erstattet af distrikterne Bezirk Rostock, Bezirk Schwerin og Bezirk Neubrandenburg.

Dermed ophørte Mecklenburg med at eksistere som et selvstændigt administrativt land i DDR.

Ved den tyske genforening i 1990 blev delstaten Mecklenburg-Vorpommern genoprettet. Den nye delstat blev dannet af de tidligere DDR-distrikter Rostock, Schwerin og Neubrandenburg.

Navnet Mecklenburg blev dermed ikke genoprettet som en selvstændig delstat, men fortsatte som den historiske betegnelse for den vestlige og centrale del af Mecklenburg-Vorpommern.

Schwerin blev delstatens hovedstad, mens Rostock er den største by og et vigtigt økonomisk og kulturelt centrum.

Den mecklenburgske fyrsteslægt udviklede sig gennem middelalderen og den tidlige moderne tid i flere linjer. De vigtigste senere linjer var:

• Mecklenburg-Schwerin, der regerede den største del af Mecklenburg.
• Mecklenburg-Strelitz, oprettet ved forliget i 1701.

Begge linjer regerede som storhertuger fra 1815 til 1918.

Den mecklenburgske fyrsteslægt regnes for en af de ældste tyske fyrsteslægter med en dokumenteret afstamning fra den slaviske obotritiske adel. Slægtens stamfader regnes traditionelt for Niklot.

Mecklenburg har en historisk kultur præget af både slaviske og tyske traditioner. Den middelalderlige tyske bosættelse satte sit præg på byer, kirker, klostre og godser, mens den ældre slaviske historie blandt andet kan spores i stednavne og arkæologiske fund.

Schwerin Slot og byen Schwerin var centrum for Mecklenburg-Schwerins hof. Rostock udviklede sig som handels- og universitetsby, mens Wismar var en vigtig havneby og hansestad.

Mecklenburg er desuden kendt for sit sølandskab, herregårde, landsbyer og kystområder. De historiske bycentre i Wismar og Schwerin er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Schwerins residensensemble blev optaget i 2024, mens Wismars historiske bymidte blev optaget sammen med Stralsund i 2002.

• Mecklenburg-Vorpommern
• Mecklenburg-Schwerin
• Mecklenburg-Strelitz
• Mecklenburgs historie
• Niklot af obotritterne
• Pribislaw af Mecklenburg
• Schwerin
• Rostock
• Wismar

• Hamann, Manfred: Mecklenburgische Geschichte. Böhlau.
• Wieden, Helge bei der: Mecklenburg. Geschichte und Gegenwart.
• Deutsche Biographie, artiklen Mecklenburg.
• Deutsches Historisches Museum, materiale om Det Tyske Kejserrige, Weimarrepublikken og naziregimets omformning af delstaterne.
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, opslag Mecklenburg.

• Mecklenburg i Deutsche Biographie
• Niklot i Deutsche Biographie
• Pribislaw i Deutsche Biographie
• Deutsches Historisches Museum: Das Deutsche Reich
• Deutsches Historisches Museum: Gleichschaltung der Länder
• Mecklenburg-Vorpommern: Landesgeschichte siden 1990

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Mecklenburg