Livet efter døden

Spiritisme er troen på, at mennesket kan komme i kontakt med afdøde mennesker (deres ånder) og kan kommunikere med dem. Spiritismen som retning blev grundlagt af Allan Kardec med udgivelsen af hans bog Åndernes Bog i 1857.

Under seancer stiller deltagerne spørgsmål til ånderne gennem særlige medier, der fungerer som mellemled mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Ud fra åndernes svar mener spiritisterne, at de kan få oplysninger om åndernes liv i den åndelige verden - og dermed om livet efter døden.

Allan Kardec samlede en stor mængde spørgsmål, der handlede om livet efter døden i den åndelige verden. Han stillede nu disse spørgsmål gennem mere end ti medier, som alle angiveligt var ukendte for hinanden, og han sammenlignede de svar, som ånderne gav gennem disse medier. Han blev overrasket over, hvor godt svarene fra medierne stemte overens. Han konkluderede, at den bedste forklaring på overensstemmelsen var, at det var mennesker, der havde overlevet døden, der var kilden til i det mindste nogle af budskaberne fra medierne.

Ifølge ånderne består mennesket af sjæl og legeme (krop). Sjælen er det immaterielle væsen (ånden), der er inkarneret i legemet, som er det materielle væsen.

Det bånd, der forener sjælen (ånden) med legemet, kalder Kardec "perisprit", der kan oversættes med "åndelig krop". Det er et halvmaterielt hylster om ånden, og det følger ånden over i den åndelige verden, når legemet afgår ved døden. Det er gennem dette bånd, at åndens og materiens gensidige påvirkning foregår. Den ånd, der ved legemets død har forladt legemet, kan i kraft af denne åndelige krop lejlighedsvis gøre sig synlig for mennesker (som genfærd).

Ifølge ånderne iklædes den enkelte ånd for en tid et forgængeligt materielt hylster (legemet) i et jordisk liv, og når legemet dør, genvinder ånden sin uforgængelighed og frihed. Når ånden forlader legemet, genindtræder den i den åndelige verden, hvorfra den kom.

Ånderne er altid i forbindelse til menneskene. De gode ånder opfordrer mennesker til at gøre godt, støtter dem i livets prøvelser og hjælper menneskene til at bære prøvelserne med mod og accept.

En ånd, der er berømt i spiritistiske kredse, er Sølvbirk (Silver Birch). Denne ånd gav sine meddelelser gennem det engelske medium Maurice Barbanell (1902-1981).

Her er nogle af Sølvbirks meddelelser om livet efter døden i den åndelige verden:

"Det område af den åndelige verden, der ligger nærmest ved jorden, er en genpart af den fysiske verden. Hvis det ikke var sådan, ville chokket fra de mange, der aldrig har modtaget oplysning, og som er uvidende om det åndelige, være mere, end de kunne bære. Det er nødvendigt, at overgangen fuldføres ved en nem tilpasning. Det nærmeste åndelige livsplan ligner jeres verden. Det er derfor, at så mange ikke ved, at de nu lever hinsides det fysiske livsplan. Det fremherskende træk ved denne verden er, at det er en tankens verden, hvor tanken fremtræder som virkelighed. Og fordi det er en tankernes verden, former tankerne enhver livsudfoldelse og aktivitet. Da denne verden er så nær jeres verden, og er beboet af mænd og kvinder, som endnu er meget materielle i deres livssyn, er det, som deres tanker udtrykker, meget groft. Deres tanker beskæftiger sig udelukkende med den fysiske verdens ting."

"Jeres tid er afpasset efter jordens rotationstid omkring sin egen akse i sin bane omkring solen. Af bekvemmelighedshensyn er tiden for sådan en omdrejning inddelt i timer, minutter og sekunder. Nogle af disse timer falder om dagen med lys, andre om natten med mørke. Vi [i den åndelige verden] har ikke nat og dag. Vores lyskilde er ikke den samme som jeres. Derfor har vi heller ikke tid på samme måde, som I har det. Vor udmåling af tid afhænger af vor åndelige tilstand. Hvilket vil sige, at vi føler tiden i form af glæde. Tiden er for os en tankemæssig oplevelse. I de lavere sfærer, hvor livet ikke opleves særlig glædeligt, føles tiden lang. I de højere sfærer, hvor livet udfolder sig på en langt mere tiltalende måde, synes tiden at forløbe langt hurtigere på den måde, at der altid er nye faser af interessant beskæftigelse at fordybe sig i. Men tiden udstykkes ikke i dage, måneder eller år."

"Med hensyn til, hvad vi beskæftiger os med, er det igen et individuelt spørgsmål. Der er overordentlig mange aktiviteter, der er knyttet til det tankemæssige og det åndelige, men når åndelige oplevelser skal udtrykkes i fysiske vendinger, vil det være vanskeligt for det spørgende menneske at forstå, hvad ordene dækker."

"Gaver, talenter og evner, som folk havde i det jordiske liv, ophører ikke med døden. Tværtimod bringer døden mennesket større frihed og større mulighed for at udtrykke de iboende talenter."

Åndsvidenskab er betegnelsen for en alternativ "videnskab" om åndelige fænomener såsom åndelige love, åndelige væsener, sjælens liv efter døden, reinkarnation, mm. En forudsætning for åndsvidenskaben er, at der findes en særlig åndelig verden uden for tid og rum, og at det er muligt for visse mennesker med særlige intuitive eller clairvoyante evner at få en direkte erkendelse af og viden om denne verden. Rudolf Steiner (1861-1925) mente, at denne åndelige verdens indhold kan undersøges med den samme præcision og objektivitet, som den fysiske verden kan undersøges med af naturvidenskaben - at det altså er muligt at drive en regulær "åndsvidenskab". Kendte repræsentanter for åndsvidenskaben er englænderen Charles Webster Leadbeater (1854-1934), østrigeren Rudolf Steiner og danskeren Martinus (1890-1981).

Med hensyn til sjælens liv efter døden i den åndelige verden mener åndsvidenskabens repræsentanter, at de "intuitivt" kan skue ind bag dødens forhæng og kan erkende, hvad sjælen oplever efter det fysiske legemes død. Et eksempel herpå er Martinus. Flere steder i sit forfatterskab kommer han ind på, hvad han mener at have erkendt om livet efter døden og om de åndelige lovmæssigheder, der gør sig gældende i den åndelige verden, som sjælen kommer til at opleve efter kroppens død.

Ifølge Martinus er den åndelige verden - og tilværelsen som helhed - præget af en grundlæggende hensigtsmæssighed. Det vil sige: Alting er til nytte. Alt hvad der sker - også det såkaldt "onde" - er der en kærlig hensigt med, selv om mennesket ikke altid kan se denne hensigt. Det betyder, at der ikke kan eksistere et evigtvarende helvede. For der kan ikke være nogen kærlig hensigt med denne kolossale lidelsesproces. Der kommer jo ikke noget efter helvedesoplevelsen, som kan være hensigten med den. Oplevelsen leder ikke frem til noget godt.

Derimod kan livet efter døden godt indeholde en tidsbegrænset lidelse for nogle få sjæle; men det er en lidelse, som der er en mening med. Der er tale om en udrenselse af negative tanker og følelser. Denne lidelse kalder Martinus "skærsilden". Om skærsilden skriver han:

"Hvis mennesket nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand."

Skærsildsoplevelsen varer imidlertid ikke evigt, siger Martinus. Før eller senere bliver sjælen ("væsenet") så ulykkelig, at der opstår et ønske om hjælp udefra. Og dermed opstår en bølgelængde, som sjælens skytsengle kan komme i kontant med. Derved kan skytsenglen befri sjælen fra denne mørke tanketilstand:

"I samme øjeblik denne følelse eller tankeart [ønsket om hjælp] opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks. Væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke. Det er denne epoke i kulminerende livslykke på der åndelige plan, der... kaldes "paradiset". Absolut alle eksisterende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever."

Skærsilden er en udrenselsesperiode, i hvilken de "sanser", hvormed væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter, siger Martinus.

"Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv."

Nærdødsoplevelser er oplevelser, som mennesker har haft, når de har været tæt ved at dø. De oplever herunder, at de har en immateriel sjæl, som forlader den fysiske verden og bevæger sig ind i en immateriel, åndelig verden. Nærdødsopleverne hævder, at de i en kort periode har besøgt dødens land, og at de vil vende tilbage til dette land, når de endegyldigt dør.

En standardnærdødsoplevelse

Nærdødsoplevelserne er indbyrdes forskellige. Der er dog en del elementer, er går igen. Ud fra de oftest forekommende elementer kan der konstrueres følgende ”standardnærdødsoplevelse”:

En mand ligger i en hospitalsseng, og han har stærke smerter. Pludselig får han hjertestop. Han oplever, at hans sjæl forlader kroppen og bevæger sig opad. Hans smerter forsvinder, og han oplever en frihed, som han aldrig tidligere har oplevet. Han oplever, at han stadig lever og har den samme personlighed – bortset fra, at han ikke har en fysisk krop.

Han bevæger sig højere op med en enorm hastighed og kommer over i en anden dimension – en åndelig dimension. Her møder han afdøde familiemedlemmer og venner, som byder ham velkommen.

På et tidspunkt bevæger han sig ind i en lang tunnel. For enden af tunnelen ser han en lille lysprik – som imidlertid vokser sig stadig større og stadig stærkere. Da han kommer ud af tunnelen, ser han et åndeligt væsen, der består af lys – et ”lysvæsen”. Lysvæsenet udstråler en overvældende, ubeskrivelig, betingelsesløs kærlighed til ham, og han føler en lykke, som er mange gange større end den højeste lykke, han har oplevet i det jordiske liv.

Lysvæsenet viser ham det liv, han lige har levet, på en slags computerskærm. Alle begivenheder, selv de mindste detaljer, bliver gennemgået i kærlighedens lys. Manden glæder sig over de gange, han har handlet kærligt, og han angrer de gange, han har handlet ukærligt.

Efter livsgennemgangen bevæger han sig videre i den åndelige verden. Han ser de dejligste farver, og han hører den smukkeste musik. Så kommer han til et ”kundskabens sted”, hvor han kan stille alle mulige spørgsmål. En utrolig stor mængde viden bliver formidlet til ham på kort tid. Han forstår alt. Han forstår, at sjælen er evig og ikke kan ødelægges. Han forstår, hvad livets mening er. Han forstår, hvilke åndelige love der gælder i tilværelsen, hvad hans livsopgave er, og hvilken funktion det onde har. Men da han vender tilbage til det fysiske liv, kan han ikke længere huske, hvad livets mening er.

Gennemgående træk i nærdødsoplevelserne

De fleste nærdødsoplevere får en oplevelse af himlen eller saligheden. Nogle få kan dog få helvedesagtige oplevelser. For disse sidste gælder det, at de på et tidspunkt bliver frelst ud af deres ubehagelige tilstand og får en oplevelse af himlen. Alle sjæle vil til sidst vende tilbage til lyset og Gud. For det er her, de egentlig har hjemme, siger nærdødsoplevelserne.

Et gennemgående træk i nærdødsoplevelserne er, at nærdødsopleverne opdager, at den åndelige verden, de er kommet til, er en tankens verden. Alt det fysiske - rum, tid, udstrakte legemer, verbal kommunikation - findes ikke her. Tanker (bevidsthed, ånd) fylder det hele. Tanker har i den åndelige verden en evne til at skabe det, de tænker på. Hvis nærdødsopleveren tænker på en himmelsk by, så viser byen sig for vedkommende. Hvis nærdødsopleveren tænker på en afdød slægtning, så viser slægtningen sig for vedkommende. Hvis nærdødsopleveren - som en tanke - stiller et spørgsmål til et åndeligt væsen, så kommer svaret øjeblikkeligt - også som en tanke.

Et andet gennemgående træk i nærdødsoplevelserne er, at nærdødsopleverne opdager, at der ikke er nogen tid i den åndelige verden. De kan ikke afgøre, om en oplevelse varer et minut eller tusind år. Tiden er ophævet. Det opleves som om alle øjeblikke eksisterer samtidigt. En nærdødsoplever udtrykker det således: "Der var ingen tid. Alting blev opfattet som lige nu."

Adskillige religioner mener, at dele af eller hele det enkelte menneskes sjæl lever videre efter døden. De fleste religioner har forestillinger om en dom, efterfulgt af en løn eller straf, som er afhængig af, hvordan mennesket har levet sit liv på jorden (tro eller vantro, gode eller onde gerninger). Som regel er der tale om en unuanceret dom: Enten bliver sjælen frelst (kommer i himlen, paradis), eller den går fortabt (kommer i helvede, tilintetgøres).

Egyptisk religion

I Egyptisk religion blev døden betragtet som en overgang til en anden tilstand. For at bevare kroppen til livet efter døden praktiserede de gamle egyptere kunsten at mumificere de døde. De gamle egyptere udførte desuden omfattende dødsritualer og gravceremonier for at hjælpe den afdøde til at rejse sikkert til det næste liv.

Der optræder mange variationer af domsscener i de egyptiske tekster om efterlivet. Hver sjæl, der træder ind i efterlivet, bliver håndteret individuelt under dommen. Den afdøde bliver præsenteret for en vægt, der bliver brugt til at veje vedkommendes hjerte mod en fjer. Hvis den afdødes hjerte balancerer med fjeren, vil guden Osiris optage vedkommende i sit paradis. Men hvis hjertet er tungere end fjeren, skal det fortæres af gudinden Ammit, hvilket ødelægger den afdødes sjæl, så den ophører med at eksistere.

Nordisk mytologi

I den nordiske mytologi kommer krigere, der dør i kamp, til det himmelske Valhal. De lever en hinsides tilværelse i overensstemmelse med vikingetidens krigeridealer.

Andre kommer til Hel, et underjordisk dødsrige, som undertiden bliver beskrevet som et trøstesløst sted (som Hades i den græske mytologi og sheol i jødedommen). Undertiden bliver det beskrevet som et skræmmende sted.

Jødedommen

I jødedommens hellige bog, Tanakh (Det Gamle Testamente), opfattes "sheol" (dødsriget) som et opholdssted for dem, der er døde. Sheol er et sted, hvor de døde lever en bleg og skyggeagtig tilværelse. Der er ikke tale om løn og straf. En undtagelse findes dog i Daniels Bog, som er et af de senere skrifter i Tanakh. Her står der: "Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky." (Daniels Bog, kap. 12, vers 2)

Kristendommen

Kristendommen har forestillingen om kødets opstandelse: Engang i fremtiden - ved verdens ende - opstår de døde med et fysisk legeme, hvorefter de alle dømmes til enten frelse eller fortabelse. Betingelsen for at blive frelst er, at man har troet på Jesus Kristus som Guds søn og frelseren.

Inden for kristendommen er der forskellige opfattelser af, hvad der sker i tiden mellem den fysiske død og opstandelsens dag. Nogle tror på "sjælesøvnen": at sjælen ikke lever rigtigt efter den fysiske død, men at den er i en slags søvntilstand indtil opstandelsens og dommens dag. Andre tror, at den afgørende dom sker allerede ved døden. Allerede i dødsøjeblikket træffes den endelige afgørelse af, hvorvidt den enkelte sjæl skal indgå til saligheden eller til den evige fordømmelse.

Islam

I islam findes en lignende opfattelse. På et tidspunkt i fremtiden - på dommedag - vil de døde stå op af deres grave og blive skabt på ny. Også her afhænger frelsen af de dødes tro.

Troen i islam er grundlæggende troen på Gud (Allah) og hans profet Muhammed. Med til troen regnes også troen på Guds engle, bøger og budbringere, det skjulte, dommedag og genopstandelsen.

De troende vil komme i paradis, mens de vantro vil komme i helvede. I Koranen nævnes Paradis flere gange som stedet, hvor mad, drikke og hourier (unge kvinder) findes i overflod.

Hinduismen

I den tidlige hinduisme findes der myter om himmel og helvede. Ifølge denne tradition bliver sjælen efter døden stillet over for Yama, døds- og retfærdighedsguden, og hans hof. Der bliver læst op af en bog, som indeholder historien om den afdødes valg og fejl, og panelet rådgiver den afdøde om deres livspræstationer og fiaskoer.

Efter at have afsagt dom, sender Yama den afdøde til et passende åndeligt rige, der passer til deres karma. Hvis den afdøde har været særligt velvillige og velgørende i livet, sendes vedkommende til et himmelsk rige for en periode med hvile og rekreation. Denne periode svarer i tid til vægten af deres gode gerninger. Hvis de har været usædvanligt ondskabsfulde og forårsaget en enorm lidelse for andre væsener, bliver de i stedet sendt til et helvedesrige for at lide under vægten af deres synder.

Efter at den afdøde har udtømt sin karma i enten himlen eller helvede, bliver vedkommende genfødt på ny og fortsætter sin åndelige udvikling. Hinduer tror altså på reinkarnation. Genfødsel kan finde sted som et dyr, som menneske eller endda som en gud (en deva). I den moderne hinduisme afvises det dog, at et menneske kan genfødes som dyr. I hinduismen læres det generelt, at den åndelige udvikling gennem genfødselscyklusser har en retning fra lavere til højere livsformer eller væsener.

Buddhismen

Også i buddhismen findes troen på reinkarnation. Nogle buddhister hævder, at genfødslen sker øjeblikkeligt efter døden, og at der således ikke er en mellemtilstand mellem én inkarnation og den næste. De tibetanske buddhister og de fleste kinesiske og japanske buddhister fastholder dog forestillingen om bardo, et åndeligt rige, der ligger uden for rumlige grænser.

Bardo-begrebet er udbredt i den tibetanske buddhisme og bliver drøftet i Den tibetanske dødebog (Bardo Thödol), en tekst der sandsynligvis stammer fra 1300-tallet. Den tibetanske dødebog er tænkt som en vejledning for den afdøde, der bevæger sig gennem mellemperioden (bardo) mellem døden og en ny fødsel - en periode, som ifølge dødebogen varer 49 dage. Derudover er den en instruktion i, hvordan den afdøde kan genkende befrielsens lys og forlade genfødselscyklussen ved hjælp af højtlæste tekster. Denne "dødskunst" er åben for alle og bør indøves allerede i det jordiske liv.

Forestillingen om efterlivet har siden antikken spillet en vis rolle i filosofiens historie. Troen på et liv efter døden er fremtrædende i Platons filosofi, hvor tanken om reinkarnation også findes. I den vestlige filosofihistorie findes tanken om livet efter døden også hos Plotin, Augustin, Rene Descartes og George Berkeley.

I moderne tid er tanken om efterlivet blandt andet blevet forsvaret af filosoffer som Arthur Schopenhauer, H. H. Price og Curt John Ducasse samt fysikere som Erwin Schrödinger og Freeman Dyson.

Inden for den filosofiske materialisme og megen naturvidenskab findes der generelt kritiske forbehold over for parapsykologi. Tilhængere af materialismen mener, at psyken et produkt af en fungerende hjerne, og at psyken forsvinder, når hjernen efter døden ikke længere fungerer. Tilhængere af og dualismen mener derimod, at bevidstheden stadig eksisterer, når hjernen ved døden ikke længere fungerer.

Der er således tale om et filosofisk spørgsmål: Har man den filosofiske opfattelse, at bevidstheden er et produkt af hjernen (og nervesystemet) (materialisme), eller har man den filosofiske opfattelse, at bevidstheden er en selvstændig substans i mennesket (dualisme)?

Den italienske forfatter Dante Alighieri (1265–1321) skrev det store digt Den guddommelige Komedie. Her fortæller han om en rejse, som han foretager i den hinsidige sammen med tre ledsagere. Rejsen går først gennem helvede, dernæst gennem skærsilden (som er et forstadie til paradiset) og til sidst gennem paradiset.

I Brødrene Løvehjerte, en børnebog der er skrevet af den svenske forfatter Astrid Lindgren, kommer begge brødre efter deres død til landet Nangijala.

I computerspillet Arcanum rejser Kerghan til efterlivet. Her opdager han et sted med fred og evig lykke. Det får ham til at tro, at livet er en konstruktionsfejl ved universet.

I Danmark er troen på livet efter døden voksende og findes hos fire ud af ti danskere. Tanken om efterlivet har været en vigtig del af kristendommen i Danmark, og i nyere tid er troen på reinkarnation stigende under indflydelse fra østlig religion og spiritualitet. Tanken om efterliv og reinkarnation findes også blandt flere moderne danske filosoffer, såsom Erich Klawonn, Martinus og Alex Riel.

• Nærdødsoplevelse
• Ud-af-kroppen-oplevelse
• Reinkarnation
• Meningen med livet
• Død
• Liv
• Sjæl

• Almond, Philip C. (2015): Afterlife: A History of Life after Death. London and Ithaca NY: I.B. Tauris and Cornell University Press. ISBN 9781501704895
• Asmann, Jan (2011): Death and salvation in ancient Egypt. Cornell University Press. ISBN 9780801464867
• Bruus-Jensen, Per (1997): X. En komplet indføring i Martinus’ kosmologi. (4 bind) Nordisk Impuls. ISBN 87-88652-26-2
• Bruus-Jensen, Per (2009): Martinus og det levende verdensalt. Nordisk Impuls. ISBN 87 88652 35 1
• Campbell, Douglas R. "Plato's Theory of Reincarnation: Eschatology and Natural Philosophy," Review of Metaphysics 75 (4): 643–665. 2022.
• Coogan, Michael D. (2013): A Reader of Ancient Near Eastern Texts: Sources for the Study of the Old Testament. Oxford University Press. ISBN 9780195324921
• Dahlin, Bo (2017): Rudolf Steiner: The Relevance of Waldorf Education. Springer International Publishing. ISBN 9783319589060
• Den tibetanske dødebog. Samlet og redigeret af W.Y. Evans-Wentz. Strubes Forlag 1982. ISBN 87-7508-266-7
• Hjärpe, Jan (1980): Islam. Lære og livsmønster. Gyldendal 1980. ISBN 87-00-64971-6
• Kardec, Allan (2018): Åndernes Bog. Kardec Spiritister. Tredje reviderede udgave. (Første udgave 1893, som er oversat fra den 23. franske udgave)
• Kirkegaard, Karl Aage (2024): Nærdødsoplevelsernes lære. Lemuel Books. ISBN 978-87-92500-92-2
• Kirkegaard, Karl Aage (1999): Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars forlag. ISBN 87-89452-76-3
• Larsen, Uffe Hartvig (1989): Vikingernes religion og livsanskuelse. Akademisk Forlag. ISBN 87-500-2798-0
• Lorentsen, Asger (1982). Menneskets åndelige rejse. Shan Forlaget. ISBN 87-88107-05-1
• Martinus (1977 (1958)): Vejen til paradis. Martinus Institut. ISBN 87-575-0025-8
• Mirabello, Mark (2016): A Traveler's Guide to the Afterlife: Traditions and Beliefs on Death, Dying, and What Lies Beyond. Inner Traditions. ISBN 978-1-62055-597-2
• Morey, Robert A. (1984): Death and the Afterlife. Bethany House Publishers, Minneapolis, 1984. ISBN 0-87123-433-5
• Obayashi, Hiroshi (1991): Death and Afterlife: Perspectives of World Religions. Praeger. ISBN 87-12-67-872-4
• Otzen, Benedikt (1984): Den antikke jødedom. Gad. ISBN 87-12-67-872-4
• Prenter, Regin (1975): Skabelse og genløsning. Gad. ISBN 87-12-73717-8
• Riel, Alex (2020): Livets største mirakel. Hedwig. ISBN 9788772371757
• Segal, Alan F. (2004): Life After Death: A History of the Afterlife in Western Religion. Doubleday. ISBN 9780385422994
• Shushan, Gregory (2009): Conceptions of the Afterlife in Early Civilizations: Universalism, Constructivism and Near-Death Experience. Continuum, New York & London. ISBN 978-0-8264-4073-0
• Steiner, Rudolf (1983): Videnskaben om det skjulte. Antroposofisk Forlag. ISBN 878500-2658
• The Myth of an Afterlife: The Case against Life After Death. Edited by Michael Martin and Keith Augustine, Rowman & Littlefield, 2015. ISBN 978-0-8108-8677-3.
• Therkelsen, Ole (2007): Martinus, Darwin og intelligent design. Borgens Forlag. ISBN 978-87-21-03005-6

• Efterlivet.dk: Hvorfor tro på et liv efter døden? (dansk)
• Religion.dk: Livet efter døden Arkiveret 18. marts 2013 hos Wayback Machine (dansk)
• Parapsykologi.dk: Liv efter døden? Arkiveret 26. november 2013 hos Wayback Machine (dansk)
• The Official Journal of the American Academy of Neurology (Big Brain/Smart Brain) (engelsk)